Ranarim

Sikke noget. Det svenske band Ranarim har lavet noget fed musik, særligt holder jeg af "De två kunungadöttrarna" og "Stolt Signhild".

Windows Media Player

Sikke noget, mens jeg venter på, at dataene lader sig blive analyseret og har indset, at det er for sent på aftenen at læse om Lévy-sager, kan jeg jo lige så godt skrive et lille indlæg om min seneste erfaring med at bruge Windows Media Player.

På mit arbejde har jeg en arbejdsmaskine, som jeg bruger til at udføre det meste af mit arbejde med. Det er tale om en helt almindelig pc, med noget helt almindeligt Windows XP installeret på sig, som så mange andre pc'ere også har. Sådan kan det jo gå. Nu viser det sig, at jeg har købt noget ganske udmærket svensk musik af gruppen Ranarim, og det viser sig endvidere, at jeg gerne vil nyde disse smukke kvindestemmer, når jeg sidder og bander over Matlab, så hvad er da mere naturligt i fraværet af en iPod eller lignende end at lægge den udmærkede musik fra cd'erne over på pc'en?

Nuvel, ud trykker jeg cd-skuffen, for arbejdsmaskinen har ingen slids ind ad hvilken skiven blot skal skubbes, i lægger jeg cd'en, og i trykker jeg skuffen, og skuffet er jeg over skuffen. Windows Media Player ser, at der er en cd i maskinen, men finder den oplysninger om skivens skabere og sporenes navne? Nej, det gør den ikke. Sikke noget, men jeg tåler den tort, for jeg kan snildt lære numrene på de bedste numre, og mere behøver jeg ikke. Herefter indlæses den første cd, og der er to. Og mens jeg lytter til numrene fra den nyligt indlæste cd, indlæser jeg den anden og sidste. Men se! Hvad sker der så? Pludselig standser musikken, og jeg undres som følge deraf. "Track 2", som jeg ellers så frejdigt var i gang med at høre, er forvundet fra listen, og ligeså er "Track 1", og vupti! (jeg mangler udråbskomma) nu mangler også "Track 3". Ildeanende ser jeg efter, hvor langt indlæsningen af den anden cd er kommet, og sandelig om ikke indlæsningen af "Track 4" fra den anden cd overskriver "Track 4", som tidligere blev indlæst fra den første cd! Det viser sig således, at da Windows Media Player ikke kan finde ud af at hente oplysninger om cd'en, så kan den slet ikke finde ud af at skelne mellem de to cd'er og tror derfor, at jeg blot to gange i træk vil indlæse den samme cd.

Dirrende af harme slettede jeg alle de indlæste spor, hentede iTunes, installerede iTunes, indsatte den første cd, så hvorledes iTunes godt kunne finde de rigtige oplysninger om cd'en, og lur mig, om ikke jeg også så, at iTunes også godt kunne finde de rigtige oplysninger om den anden cd. Spor indlæstes hastigt, og jeg fornøjedes derved.

Men hør! Hvorfor kunne Windows Media Player ikke kende forskel på de to cd'er, når iTunes tydeligvis kunne finde rigeligt med information på cd'erne til helt korrekt at identificere gruppe, album og sangenes titler? Jeg ved det ikke. Måske kender udviklerne af Windows Media Player ikke til kvalitetskontrol.

Det kan naturligvis også tænkes, at der er tale om en fejl fyrre, og at jeg bare ikke kan finde ud af at bruge Windows Media Player. Men hvorfor skulle jeg dog spilde min tid på at kæmpe mod Windows Media Player, når iTunes automatisk gør det rigtige?

100π bøger

Sikke noget, nu har jeg 100π bøger. Af dem har jeg læst 209, dvs. 67%. Ikke alle blandt resten står aldeles ulæste hen, jeg har blot ikke læst dem fra ende til anden.

Detailtypografie

Sikke noget, i min iver for at redde verdens skrantende økonomi har jeg fremskudt min investering i bogen Detailtypografie af Friedrich Forssman og Ralf de Jong. Den er sandelig et digert værk, og jeg glæder mig til at komme i gang med at læse den. Bogen er på tysk, og derfor korrekt, og så rummer den også et kapitel om matematisk formelsats; den slags kan jeg dog godt finde ud af på egen hånd, og kapitlet formoder jeg er rettet mod ikke-matematiske typografer og sætternisser. Dog, det, som oprindeligt ansporede mig til at købe bogen, var, at omtalte kapitel om matematisk formelsats er sat med den matematiske makker til den fantastiske Minion Pro Opticals fra Adobe; denne makker hedder Minion Math og er gjort af Johannes Kuester og er, så vidt jeg lige kan se, ganske nydelig. Det ender sandsynligvis med, at jeg må købe disse skriftsnit.

(Jeg synes, jeg laver mange stavefejl og lignende i mine blogindlæg. Sikke noget, jeg må være blevet ramt af ældens fordummelse).

Ringe

Sikke noget. Nu har jeg læst bogen Tolkien Ring af David Day. Det er bog som handler om de litterære kilder, som kunne tænkes at ligge til grund for Tolkens univers fra Ringenes Herre. Jeg har ladet mig forstå, at Tolkien ønskede at skabe en skabelsesberetning eller mytologi for det britiske folk; skadinaverne har den herlige nordiske mytologi med druk, drab og hor og andre gode sager; grækerne har de olympiske pædofile(*); og så videre; så hvorfor skulle briterne ikke også have en mytologi?

Det var for mig meget interessant at læse om norrøn mytologi, Odin, Vølsungesagaen, Arthur, mega-Karl, keltisk og saksisk mytologi, germanske legender, Niebelungenlied, græske og romerske myter, bibelske legender, østerlige myter, alkymisters ringe og så videre. I alle tilfælde indgår ringen som et meget vigtig element, ringen er et symbol på magt eller rigdom eller begge dele, eller rettere: ringen giver magt eller rigdom eller begge dele. Det er dog tydeligt nok, at Tolkens univers ikke er "simpel immitation" af alle disse gamle myter og legender, som det også skrives i bogen, men nogen dybere analyse føler jeg mig ikke i stand til at diske op med.

Bogen er anbefalelsesværdig, jeg købte den for en halvtredser under det stadigt igangværende bogudsalg, den er nydeligt illustreret af Alan Lee, og så er typografien ganske nydelig.

(*) Emil ved faktisk ikke, om de græske guder var pædofile, men han er altid frisk på en lille fordom.

Vi ses i den virkelige verden.

Sikke noget, nu er jeg ikke længere med i det der Facebook. Årsagerne til dette er som følger.

For det første har jeg aldrig brudt mig om Facebooks håndtering og videregivelse af personlige data. Hvis jeg for eksempel har villet prøve nogle af de mange sjove, små programmer, som findes til Facebook, har jeg skullet indvillige i at overgive alle rettigheder til mine oplysninger, billeder og så videre til bemeldte program. Da mange af programmerne på ingen måde har haft noget nyttigt at bruge disse data til, kan jeg kun slutte, at mine data ville blive brugt i markedføringsøjemed på denne eller hin facon. Dette ville jeg ikke tillade, hvorfor jeg valgte at lade være med at bruge disse programmer. Således indskrænkedes Facebooks anvendelighed for mig.

For det andet er jeg blevet træt af de mange efter min mening latterlige grupper, som med latterlige argumenter støtter en sag eller er imod en anden. Et eksempel er gruppen for folk, som er imod skattekommissionens forslag om ændringer i SU'en. Sjældent har jeg set så hysterisk og pinlig argumentation. Gruppens retorik får forslaget til at lyde utrolig negativt idet de overser, sikkert med vilje, de mange fordele, som forslaget bringer med sig. I samme åndedrag bør jeg tilføje, at jeg synes, at gruppen for folk, som er imod gruppen for folk, som er imod skattekommissionens forslag om ændringer i SU'en, er lige så latterlig. Og denne gruppe er latterlig og naragtig i sin argumentation.

For det tredje, og det var det, der fik bægeret til at skyde gråspurve, hørte jeg i radioen i morges, at Facebook vil til at sælge vore mange personlige oplysninger (billeder, lister over venner, grupper man er medlem af, og så videre) til tredjeparter, som så kan bruge disse til markedsføring. Dette var så harmdirrende, at jeg besluttede mig for at forlade Facebook. Folk skal huske på, at Facebook ikke er underlagt den danske persondatalov eller nogen af de tilsvarende øjropæiske love med samme formål, thi Facebook har (så vidt det vides af mig) til huse i USA, hvor folks personlige oplysninger ikke er beskyttet i samme grad. Jeg kan naturligvis tage fejl, men jeg har ikke længere nogen tiltro til Facebook.

For det fjerde begyndte det også at irritere mig, at jeg hele tiden læste mine Facebookvenners statusmeddeleler. Den slags er et slemt spild af tid, men nu er det slut.

Vi ses i den virkelige verden.

Elementær stokastisk kalkyle

Sikke noget, nu er jeg blevet færdig med at læse bogen Elementary Stochastic Calculus af Thomas Mikosch. Bogens sigte er at indføre læseren i den elementære stokastiske kalkyle, således som den bruge i finansverdenen. Bogen rummer derfor ikke mange beviser, dersom disse er vanskelige at gennemføre eller kræver videregående målteoretiske eller funktionalanalytiske argumenter. Bogen dækker emner som Brownske bevægelser, betingede middelværdier, Itô-integralet med hensyn til en Brownsk bevægelse, Itôs lemma i forskellige varianter, stokastiske differentialligninger, samt udledningen af Black og Scholes formel for prisfastsættelse af europæiske "call-optioner". Det sidste udledes både ved brug af partielle differentialligninger og ved brug af målskifteteknikker.

Alt i alt er bogen let at læse, og jeg var i stand til at følge alle argumenter (de fleste, tror jeg). Dog rummer bogen ikke nogen opgaver, kun sine steder bemærkninger så som "Vis dette.", når et eller andet er blevet påstået. Jeg ved således endnu ikke, hvor god min forståelse er for den elementære stokastiske kalkyle, men under alle omstændighed har jeg i det mindste en ide om, hvad det handler om.

Processing

Sikke noget, nu gider jeg ikke læse mere i bogen Processing af Casey Reas & Ben Fry. Den er bestemt ikke ringe, men indholdet er ikke så relevant for mig, så jeg vil derfor bruge min tid anderledes. Processing er et Java-lignende programmeringssprog samt udviklingsmiljø, som gør det ganske nemt at lave interaktive, grafiske programmer. Særlig nemt er det at lave Java-applets ud fra sin kode: man skal blot trykke på en knap, og vupti, så bliver der lave en applet, som kan køres i de fleste browsere.

Min umiddelbare hensigt med at undersøge Processing nærmere var, at finde ud af, i hvilken udstrækning det ville kunne bruges til fremstilling af små programmer til brug i matematikundervisningen. I denne sammenhæng er de platformsuafhængige Java-applets jo særligt interessante, og i endnu større grad er det gode visuelle aspekt, som man gennem Processing nemt kan give sine programmer. Jeg er overbevist om, at jeg ville kunne lave en masse gode programmer til matematikundervisningen, men da jeg ikke skal være matematiklærer, vil jeg ikke bruge mere tid på det. Sikke noget.

Haskell fra den virkelige verden

Sikke noget, nu har jeg læst bogen Real World Haskell af Bryan O'Sullivan & John Goerzen & Don Stewart. Den handler om det fantastiske programmeringssprog Haskell og om, hvordan man bruger det til at løse problemer fra den virkelige verden. Desværre rummer bogen en hel del fejl, som en grundigere korrektur ville have fanget, men da jeg allerede kender lidt til Haskell, har jeg selv kunnet greje, hvad der i virkeligheden skulle have stået. Bogen er sine steder lidt tung at læse, men i det store hele føler jeg, at jeg har lært en masse. I særdeleshed ved jeg, hvor jeg kan finde yderligere informationer om forskellige emner.